Tæt på

Vi får læger til at dukke op ud af det blå, damer fra kommunen og plejehjem til at tage ejerskab. Og ikke en eneste gang, har nogen af os hævet stemmen eller vrisset. Vi giver high five og griner trætheden væk.

Men altså.

Farvel oktober

Jeg gad godt proklamere, at alt nu bliver federe og med glimmer og højt hår. Det ville så være lidt nemmere, hvis ikke julefrokosten på mit arbejde fx var blevet aflyst. I stedet for tarteletter og Mariah Carey, skal vi hver især forstå at mindst en af os er blevet ringet op et par dage før med budskab om en fyring.

Og min mor.

Der skal arbejdes intenst på at gøre november til en frækkert.

Men jeg vil gerne prøve.

Livsvidner

Min far har alzheimer.

Min mor, hvis hjerne er påvirket på anden vis, kan man heller ikke helt regne med nu. Måske aldrig mere.

Det er trist, men det er sådan det er.

Og det betyder, at de to mennesker, som sammen besluttede at starte en lille dansk/tysk kernefamilie nede i tresserne, ikke længere kan svare på spørgsmål til familiens historie. Hvor gik deres bryllupsrejse hen, hvorfor besluttede de, at vi skulle flytte i hus – i Danmark. Hvordan fandt de frem til, at vi skulle have den hundehvalp vi plagede om, de flotte cykler vi fik i julegave i Tyskland, at hele hjemmet skulle pakkes ind i hessian og indisk bomuld & at de skulle skilles. På den grimme måde.

Jeg kan og vil stadig spørge, men jeg forventer ikke brugbare svar. Det løb er kørt.

Ting jeg har lært de sidste 14 dage

• En telefon der ikke er på lydløs, kommer med mange lyde i løbet af en nat. Efter de første nætter, hvor jeg nærmest sad klar i bilen med sikkerhedssele på, hver gang det sagde “pling” fra natbordet, er det som om min hjerne har lært at sortere i vejrudsigter, Samsung Health og vigtige opkald fra hospitalet.
• Det gør godt at slå græsset, løbe en tur, smide ting ud og høre meget høj musik.
• Jeg bliver glad fra øre til øre, når jeg møder nybagte forældre på hospitalets gange. Især dem der er så nybagte, at mødrene stadig går helt forsigtigt.
• Jeg hader den røde gang på Hillerød sygehus.
• Det er genialt at tage et frikvarter.
• ⬆️ “Let’s Groove” Milling & Molbech om Earth, Wind and Fire på Kulturværftet, med Jan Glæsels band, Bobo Moreno m.fl.
• Vinmenu og G&T gør godt. Så det holder vi lige lidt igen med.
• Jeg kan ikke læse en bog eller følge en serie i øjeblikket. Men det går virkelig fint med Bagedysten. #NoBrainer.
• Det har været godt at komme på arbejde igen.
• Jeg er ikke den eneste i verden som har det op ad bakke. Nogen gange er det faktisk mig der skal give plads og lytte. Eller i hvert fald ligne en der lytter.
• Nu er det her vores hverdag. New normal.
• Jeg tror jeg er en tough cookie, men det er jeg nok alligevel ikke.
• Min mor er vågnet.
• Jeg er træt.

Limboland

Vi har lagt mange penge i hospitalskiosker den sidste uge. Sodavand, chokolade, frokoster af svingende kvalitet, en kam. Og et par Redbulls, som holdt Hr. R. vågen, resten af den nat hvor han var chauffør for de trætteste typer i byen.

Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke står alene med den kæmpe opgave det er, at være pårørende til en alvorligt syg. Og taknemmelig for, at vi der står med ansvaret for nogle store og vigtige beslutninger, er enige.

Indimellem kan jeg godt få ondt af mig selv. Som når jeg sidder i min bil og spiser fesen pastasalat og har svært ved at tage mig sammen til at gå ind igen. Alene.

Eller når en sygeplejerske bliver liiidt spids i telefonen, fordi jeg belymret ringer for at høre nyt, selvom jeg også har planer om at komme forbi senere.

Det meste af tiden synes jeg dog, at jeg er overraskende okay. Jeg kan godt være i de store beslutninger og jeg kan godt være i ansvaret, selvom jeg har det stramt med uvisheden. Alt det vi ikke ved.

Da jeg startede det her lille blog-projekt, var jeg fast besluttet på, at det skulle gennemføres lige meget hvad jeg ramte i løbet af året.

Jeg havde bare aldrig forestillet mig, at jeg IGEN skulle være typen der skulle blogge om at miste en forælder.