Tæt på

Vi får læger til at dukke op ud af det blå, damer fra kommunen og plejehjem til at tage ejerskab. Og ikke en eneste gang, har nogen af os hævet stemmen eller vrisset. Vi giver high five og griner trætheden væk.

Men altså.

Tired Mondays GIF - Find & Share on GIPHY

Hverdag

Jeg kom til at sove over mig.

Det sker ellers aldrig, men heldigvis kunne mit indre ur mærke, at vi var lige lovlig udhvilede. Det lykkedes mig at møde til planlagt tid, med skyr i maven og madpakke i tasken.

Det gør godt at være på arbejde. Jeg kan lide mine opgaver og virkelig mange af mine kolleger. Huset, energien og at vi har en automat med danskvand.

Om eftermiddagen hentede jeg nogle ting hos min stedfar. Han er gammel og måske forstår han ikke helt hvad der foregår. Eller også vil han ikke.

Sammen med Hr. R. kørte jeg gennem mørket. Den værste strækning er altid den fra parleringspladsen, ind gennem hospitalet, op med elevatoren og ned af gangen til stuen.

Mine hænder var iskolde.

Mandag aften var heldigvis varm og fin. Fjernsynet kørte, vi brugte Nem-id til at få overblik, talte om bisættelse og holdt i hånd. Min stemme var lettere og mere munter end situationen nødvendigvis bød. Vi beundrede de fine blomster, sladrede lidt, drillede lidt. Kram og trætte smil.

Vi er kendte ansigter på gangen. Hilser og snakker lidt. Ved hvor det er kaffe og vand. Dog uden bobler.

Burgere i et mennesketomt indkøbscenter. Cola med smag af terminalvand.

Jeg bliver tyk af det her.

Ringe, tekste, oplyse, bekymre og berolige.

Lægge lidt rastløst puslespil.

Om natten er det som om dagen går op for mig med tilbagevirkende kraft. Jeg ryster, sitrer, vender mig uroligt.

Næste morgen vågner jeg til tiden. Klar.

Farvel oktober

Jeg gad godt proklamere, at alt nu bliver federe og med glimmer og højt hår. Det ville så være lidt nemmere, hvis ikke julefrokosten på mit arbejde fx var blevet aflyst. I stedet for tarteletter og Mariah Carey, skal vi hver især forstå at mindst en af os er blevet ringet op et par dage før med budskab om en fyring.

Og min mor.

Der skal arbejdes intenst på at gøre november til en frækkert.

Men jeg vil gerne prøve.

Livsvidner

Min far har alzheimer.

Min mor, hvis hjerne er påvirket på anden vis, kan man heller ikke helt regne med nu. Måske aldrig mere.

Det er trist, men det er sådan det er.

Og det betyder, at de to mennesker, som sammen besluttede at starte en lille dansk/tysk kernefamilie nede i tresserne, ikke længere kan svare på spørgsmål til familiens historie. Hvor gik deres bryllupsrejse hen, hvorfor besluttede de, at vi skulle flytte i hus – i Danmark. Hvordan fandt de frem til, at vi skulle have den hundehvalp vi plagede om, de flotte cykler vi fik i julegave i Tyskland, at hele hjemmet skulle pakkes ind i hessian og indisk bomuld & at de skulle skilles. På den grimme måde.

Jeg kan og vil stadig spørge, men jeg forventer ikke brugbare svar. Det løb er kørt.

Ting jeg har lært de sidste 14 dage

  • En telefon der ikke er på lydløs, kommer med mange lyde i løbet af en nat. Efter de første nætter, hvor jeg nærmest sad klar i bilen med sikkerhedssele på, hver gang det sagde “pling” fra natbordet, er det som om min hjerne har lært at sortere i vejrudsigter, Samsung Health og vigtige opkald fra hospitalet.
  • Det gør godt at slå græsset, løbe en tur, smide ting ud og høre meget høj musik.
  • Jeg bliver glad fra øre til øre, når jeg møder nybagte forældre på hospitalets gange. Især dem der er så nybagte, at mødrene stadig går helt forsigtigt.
  • Jeg hader den røde gang på Hillerød sygehus.
  • Det er genialt at tage et frikvarter.
  • ⬆️ “Let’s Groove” Milling & Molbech om Earth, Wind and Fire på Kulturværftet, med Jan Glæsels band, Bobo Moreno m.fl.
  • Vinmenu og G&T gør godt. Så det holder vi lige lidt igen med.
  • Jeg kan ikke læse en bog eller følge en serie i øjeblikket. Men det går virkelig fint med Bagedysten. #NoBrainer.
  • Det har været godt at komme på arbejde igen.
  • Jeg er ikke den eneste i verden som har det op ad bakke. Nogen gange er det faktisk mig der skal give plads og lytte. Eller i hvert fald ligne en der lytter.
  • Nu er det her vores hverdag. New normal.
  • Jeg tror jeg er en tough cookie, men det er jeg nok alligevel ikke.
  • Min mor er vågnet.
  • Jeg er træt.

Limboland

Vi har lagt mange penge i hospitalskiosker den sidste uge. Sodavand, chokolade, frokoster af svingende kvalitet, en kam. Og et par Redbulls, som holdt Hr. R. vågen, resten af den nat hvor han var chauffør for de trætteste typer i byen.

Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke står alene med den kæmpe opgave det er, at være pårørende til en alvorligt syg. Og taknemmelig for, at vi der står med ansvaret for nogle store og vigtige beslutninger, er enige.

Indimellem kan jeg godt få ondt af mig selv. Som når jeg sidder i min bil og spiser fesen pastasalat og har svært ved at tage mig sammen til at gå ind igen. Alene.

Eller når en sygeplejerske bliver liiidt spids i telefonen, fordi jeg belymret ringer for at høre nyt, selvom jeg også har planer om at komme forbi senere.

Det meste af tiden synes jeg dog, at jeg er overraskende okay. Jeg kan godt være i de store beslutninger og jeg kan godt være i ansvaret, selvom jeg har det stramt med uvisheden. Alt det vi ikke ved.

Da jeg startede det her lille blog-projekt, var jeg fast besluttet på, at det skulle gennemføres lige meget hvad jeg ramte i løbet af året.

Jeg havde bare aldrig forestillet mig, at jeg IGEN skulle være typen der skulle blogge om at miste en forælder.

Uro

Lørdag blev jeg trukket ud af en aften med fine kjoler, flotte drinks og glade damer, til et hospital på vågeblus.

De sødeste sygeplejersker og læger, prøvede at gøre os klogere på det der foregik.

Det var en absurd nat, hvor jeg stillede relevante spørgsmål, holdt i hånd og indimellem rystede helt ukontrollabelt. På en overraskende ædru bund af hvidvin, Aperol, strawberry daquiri og ondt i øret.

Da jeg endelig kom i seng ud på morgenen, sov jeg tungt i to timer og brugte resten af tiden på at ryste, tænke kulsorte tanker og undgå at kaste op af bare angst.

Jeg er holdt op med at ryste.

Er til gengæld kommet i den praktiske fase, hvor jeg fikser alt det jeg kan fikse, forsøger at forberede mig på det jeg tror skal ske & kommunikerer med de der spørger & de der ikke vidste.

I aftes gik jeg en tur i mørket, for at forsøge at få hospitalslugten ud af de små hår i næsen. Det var godt at trække vejret helt ned i maven og trampe afsted i den overraskende kolde aften. Men jeg ramte også en lomme af ro, hvor min hjerne ikke lige kunne komme i tanke om, hvad vi skulle finde på, for ikke at blive kede af det. Det er et sted som er svært at komme væk fra igen. Når jeg sådan rigtigt stopper op, går jeg i stå.

Nu er jeg tilbage i det praktiske gear, hvor jeg tror jeg ville kunne fælde en skov eller vælte en væg, hvis jeg altså vidste hvordan man gør.

I stedet får jeg ordnet en masse sager, mens jeg venter på at blive klogere. På at forstå. På at tiden går og denne uge og de næste er forbi, så jeg ved hvad det var der ramte min mor.

Rollercoaster-uge

MANDAG: Jeg startede ugen efter ferien med at være præcis så sløj at arbejdsdagen var lang, men ikke så sløj at det gav mening at blive hjemme.

TIRSDAG & ONSDAG: Jeg havde to dage på et virkelig godt kursus, med masser af praktiske værktøjer, nyeste viden fra New York og nogle knalddygtige undervisere, med en gennemsnitsalder på cirka 12.

Eftersom jeg besluttede mig for at tage toget, fik jeg nogle liiidt lange dage, med næsten 4 timers transport pr. dag. Jeg bliver aldrig en glad pendlertype.

TORSDAG: jeg tænkte, at jeg ville kompensere for de lange kursusdage ved at tage en kort dag på kontoret. Da jeg kom på arbejde opdagede jeg bare, at jeg faktisk havde sagt ja til en ekstra aftenvagt, uden at skrive det i min kalender. Det blev til endnu en 10-timers arbejdsdag, men jeg nåede ikke rigtig noget alligevel.

FREDAG: Jeg startede dagen med hjertebanken over alt det arbejde der bare lå der og ventede utålmodigt på mig, mens jeg løb lidt rundt om mig selv med andre opgaver & sluttede af med en overraskende kollegial overhaling, lige som jeg skulle til at tage hul på bunkerne.

Det lykkedes mig at skubbe mit konfliktsky alter ego til side, og være både saglig og løsningsorienteret i snakken. Men jeg blev ramt på uretfærdighedsfølelsen.

Jeg kan godt tåle at få at vide, at jeg har gjort noget galt, som jeg bliver nødt til at rette op på eller undskylde. Men jeg er ikke god til at tage imod kritik for noget, som måske i virkeligheden handler om noget helt andet end det der bliver sagt.

Mit fine fredagshumør var langt væk, da jeg endte med at pakke og forlade de opgaver, jeg ellers ikke troede kunne vente.

Ude i bilen kom jeg til at råbe lidt. Også fordi jeg i virkeligheden burde bekymre mig om helt andre ting. Helt andre mennesker. Men det kunne min hjerne jo ikke forstå.

Om aftenen var jeg så heldig, at et virkelig fint menneske forærede mig billetter til en forestilling, som jeg har haft på ønskelisten, uden at gøre så meget ved det. Det gjorde noget virkelig godt for min tro på det gode i mennesket.

Og så viste det sig oven i købet, at den mand, som de sidste 30 år har sagt, at massage ikke er hans ting, kunne massere min nakke og mine skuldre til smør, under et helt afsnit af den serie vi følger pt. Det føltes godt på alle måder.

Da jeg lagde mig i min seng om aftenen, besluttede jeg mig for ikke at køre offerstilen, men lade karma fixe det der skal fixes, og i stedet gøre næste uge god for mig, mig og mig.

LØRDAG: Det er mere end to år siden vores yngste flyttede hjemmefra. Lørdag rykkede vi ham et nøk længere væk, til en anden landsdel. Det startede så fint, med højt humør over hele linjen & citronmåne og søde mennesker til at tage imod ham. Men da vi var blevet sendt afsted med kram og vink og farvel & sad over et whoppermeal og evaluerede, var stemningen lidt mat hos de gamle forældre.

På vej hjem, begyndte nogle gule lamper at lyse i bilen. Den vil gerne bede om at komme på værksted, asap.

I næste uge bliver alt godt igen. Blev der sagt.

Turkish delight

Det er søndag og jeg sidder i Istanbul Lufthavn i en elevatorblikfremkaldende leoprint-kjole & en festlig snue. Siden mandag har Hr. R. og jeg zonet helt ud, udelukkende brugt hjerneceller på at beslutte hvor vi skulle cykle hen og spise, hvilken strand vi skulle til & hvilken kjole jeg skulle skifte til om aftenen. Jo, selv det sidste var en fælles beslutning, bestemte jeg.

Der gik 4 nætter før jeg ikke længere drømte om arbejde, men så blev jeg til gengæld forkølet. Man kan ikke vinde hver gang, men vejret har ikke fejlet noget som helst & hverken drømme eller snot ødelagde den virkelig gode feriestemning mellem os.

På vej herned sad vi og sov op ad hinanden, men vi sidder ikke sammen i flyet hjem, så vi prøver at holde os vågne. Inden vi gik ind i hver sin ende af indenrigsflyet til Istanbul, aftalte jeg, at vi skulle finde hinanden når vi kom ud af flyet igen, inden vi steg på busserne der skulle fragte os ind til terminalerne.

I flyet sad jeg og kom til at fryse i min tynde leo-kjole og åbne glimmersko. #holidayfeeling

Egentlig kunne jeg bare have rejst mig, og i min taske i bagagerummet over mig have fundet en trøje, en blød buks – endda et par sneaks. Men jeg blev siddende mellem den unge tyrkiske studerende og det forelskede russiske par & lod som om jeg ikke frøs, på den der forkølede og lidt ynkelige måde.

Da vi endelig kunne komme ud af flyet, efter at have taget en ekstra kø-runde over lufthavnen, stod der 4 busser klar, men ingen hr. R. Jeg gik fra bus til bus, besluttede mig for at smide mig i den forreste & sendte en besked om hvor jeg var. Da der ikke kom svar begyndte jeg at ringe til ham, men røg direkte på svarer.

Personalet forlod flyet mens bussen begyndte at rulle. Jeg kunne godt regne ud, at de næppe ville træde hen over en halvdød mand, bare fordi de nu havde fri & et sted i baghovedet havde jeg jo også fattet, at der nok var *nogen* der havde lavet planerne om og var kørt til terminalerne uden at orientere *nogens* kone.

Men mens jeg stod og blinkede til en mut-nuttet lille baby i klapvogn, kørte to spor alligevel om kap i mit hoved. I det ene spor legede vi, at jeg var alene ude at rejse & at jeg sagtens kunne være sej med det, uden at føle mig helt alene i verden, blandt familier med små børn, kærestepar, guldbrudepar & enkelte forretningsfolk.

I det andet spor var der kridhvid, panisk angst. Det stod mig ikke helt klart om jeg mest frygtede at han var faldet om et sted, bortført, eller simpelthen havde forladt mig. Pulsen piskede afsted, mens jeg tænkte på, hvornår og hvordan det egentlig ville gå op for én, at en katastrofe havde ramt. Lige ned i sådan en dejlig ferie, ellers. Og hvordan ville jeg få besked, hvis min mand allerede var på vej væk i en ambulance eller en politistation og hvad med vores baggage?

Lige inden bussen stoppede, fik jeg endelig en besked.

Jeg kunne have valgt at kaste mig om halsen på ham og fortælle hvor glad jeg var for at se ham igen, alle mine bekymringer taget i betragtning. I stedet smed jeg, med snot-skinger stemme, nogle skarpe ord om “aftale” og “bekymring” efter ham, og rystede næsten endnu mere, end da jeg sad i flyet og frøs. Også fordi han sagde sådan noget med at slappe af og tage det roligt.

Da vi kom til sikkerhedskontrollen var vi cool igen. Jeg kom næsten igennem uden den sædvanlige ekstrakontrol, men så begyndte to medarbejdere at dirigere rundt med mig og skælde ud på tyrkisk, fordi de åbenbart troede at jeg havde snydt mig forbi bodyscannernen. Det havde jeg sådan set ikke, men jeg tænkte ikke at det var typer jeg skulle diskutere med, så jeg var klar til at gøre alt de bad mig om, men så begyndte en tredje medarbejder at sætte DEM på plads og jeg fik at vide at jeg kunne gå videre. Uden en undskyldning, naturligvis.

På dette tidspunkt var jeg lige ved at begynde at græde. Millimeter fra, faktisk. Forkølet, frysende, næsten forladt & så skældt ud.

Nu sidder vi helt rolige og venter på flyet hjem til København. Vi spiser chokolade og er gerne fri for mere drama.

“Det gi’r jo godt på flexkontoen”

I denne weekend kulminerede flere ugers arbejde, med en stor begivenhed henne i arbejdslivet – & et gigantisk plus på flexkontoen, som en gæst sagde til mig, med et glimt i øjet.

Jeg har stort set ikke tænkt på andet end arbejde & på hjemmefronten meldte jeg mig til sidst helt ud.

Det lyder som en lille ting, men det gjorde noget ved mig, at slippe kontrollen. Heldigvis opdagede jeg, at glæden ved at få et varmt måltid mad serveret, det øjeblik jeg trådte ind ad døren, til fulde oversteg behovet for at mene noget om menuen. Jeg spiser bare nogle gode grøntsager en anden dag.

Jeg forstår hvorfor selvstændige og andre ildsjæle kan komme til at brænde deres lys i begge ender og glemme at passe ordentligt på sig selv.

Der har været hjertebanken og søvnudfordringer & en eftermiddag, hvor jeg sad på kontoret, føltes det pludselig som om min krop rykkede ud af rammen et øjeblik, på en kantet og sær måde.

Jeg har spist skørt, gået lidt sidelæns & især de sidste dage har været meget lange og meget udfordrende for kroppen. Ondt i benene, ondt i ryggen, ondt i nakken – fanme også lidt trykken for brystet, indtil jeg kom på at trække vejret helt ned i maven.

Men det har også været sært tilfredsstillende at gå all in på så stor en opgave & tillade sig at skubbe alt andet til side. Faktisk decideret outstanding.

De lange arbejdsdage har jo først ramt mig når jeg sad ned & samarbejdet med andre begejstrede og virkelig dygtige kolleger har været ALT værd. Der opstår en særlig stemning når trætheden for længst har skrællet pynten af & man lugter lidt mærkeligt & hænger henover en stor bøtte chokolade og leder efter sine favoritter, mens man taler om ting man ellers aldrig snakker med lige den kollega om.

Jeg kan li’ det.

Og jeg gør det garanteret igen.