Afrunding

De fleste af mine fødselsdage har været udramatiske og hyggelige og lige efter bogen.

Det er naturligvis ikke dem jeg husker bedst.

Derimod står det helt klart på lystavlen, at jeg engang var til bisættelse på min fødselsdag, at jeg havde tømmermænd det år jeg fejrede bogudgivelse dagen før min fødselsdag & at forrige år både bød på influenza og snestorm. På min forårsfødselsdag.

I år er det så corona. Eller, i virkeligheden tog den ikke min fødselsdag, for jeg nåede både at have brunchgæster, tage på spa, servere kage på job og kramme til højre og venstre, før det hele blev en sygt dårlig idé.

Det gibbede en smule i mig, da vi lå i boblebadet under åben himmel og fik selskab af to udenlandske turister. Og selvom vi, trods alt, aftalte at droppe fødselsdags-frokosten på en ægte italiensk restaurant , så var det først et par dage senere jeg for alvor tænkte, at vi nok burde have droppet både spa, massage, restaurantbesøg og alle de andre festlige tiltag som weekenden og dagene efter bød på.

Det kan jeg ikke gøre om.

Så i stedet glæder jeg mig over, at jeg havde det så hyggeligt og fint med både familien og mine kolleger, inden vi alle begyndte at rykke en meters penge væk fra hinanden. Især fra sådan nogen som mig, der stadig har lidt snot siddende på stemmebåndet, efter en intens snue i sidste uge.

Og det der spa, det vil jeg gerne lige dvæle lidt ved. For det gjorde noget ved den permanente bekymringsrynke jeg ellers har kørende mellem brynene, at træde ind i et værelse med havudsigt og badekar. At møde smil og overskud, bemærkelsesværdig lækker akustik og virkelig dejlig mad i restauranten, en spa fuld af milde damer i stribede busseronner og en mand som jeg kunne fnise med og hænge ud i den udendørs pool med, indtil huden på vores fingre var helt krøllet af klor og kroppen trængte til en G&T i en hængegynge indenfor.

Den mand som i øvrigt kender mig så godt, at han udmærket ved at et par meget lækre hovedtelefoner var den HELT rigtige fødselsdagsgave, selvom det var 50 jeg blev og ikke 15.

wp-15841285763127546837161712420855.jpg
En glad dame med god lyd i ørerne.

Min arbejdsplads er lukket de næste 14 dage, så jeg har installeret en hjemmearbejdsplads i hjørnet af stuen og når jeg ikke sidder der, render jeg rundt som en hovedløs høne i joggingbukser, mens jeg snildt ignorerer, at jeg faktisk ikke har ryddet op efter fødselsdagen endnu. Der står papæsker alle mulige steder, en flot plakat er ikke kommet op at hænge endnu og jeg når ikke noget. Det må jeg få styr på. Lige nu er verden vild nok uden mit kaos.

DAMEVARME

Faste læsere har måske bemærket, at damevarme ikke fylder noget i mine opslag mere. Det skyldes ikke resignation, men et sojaprodukt, som jeg efter heavy research vurderede, at jeg godt gad prøve af. (Det hedder Femarelle Recharge). De første tre uger skete der intet og jeg tænkte at det var hokus pokus og spild af penge. Men da æsken var tom, var jeg dampet af. Jeg har ikke haft en hedetur siden. Ikke en eneste. Det er ikke spons, det er bare et tip.

HAVEN

Nu hvor den ene søn er blevet gift og den anden er flyttet til en anden landsdel, har jeg besluttet at det må være på tide med en hobby. Og jeg tænker at det skal være haven.

wp-15841345231982751374770631102211.jpg
En af de virkelig fine fødselsdagsgaver. Hjerte-smiley.

Jeg har oven i købet oprettet en instagram-konto til formålet. For sådan er jeg. Åbenbart. Du er velkommen til at følge med, bare du ikke forventer at her kommer den nye Signe Wenneberg. For det er på ingen måde der vi er. Tryk her for at se hvad jeg har at byde på.

DET ER 4 MÅNEDER SIDEN MIN MOR DØDE

“Jeg tænker

på dig altid

og der er

tidspunkter

hvor jeg ikke

tænker på dig.

det er ikke

modsætningsfyldt.

– Naja Marie Aidt.

Tak fordi du læste med.

Sidelæns ind i halvtredserne

Vil bare lige fortælle, at jeg altså er landet fint i mit nye årti. Lidt sidelæns & med visse udfordringer undervejs.

Men jeg er landet.

Det viser sig dog, at det tager lidt tid at fylde 50, så sidste blogindlæg kommer en af de nærmeste dage. Stay tuned, som vi sagde nede i fyrrerne.

✌👵

Do not jinx

Vi er midt i familiens højsæson hvad angår fødselsdage. I sidste uge var det vores den lille der blev 24 år og jeg kan stadig blive helt forskrækket over, at mine børn faktisk er så gamle, at jeg snildt kan huske mig selv i deres alder.

Fordi der er så mange familie-fødselsdage på denne årstid, så har jeg oftest nået et mæthedspunkt når vi er nået til min og har ikke gjort noget videre ud af den. Altså, medmindre jeg er fyldt rundt eller dengang jeg også lige havde udgivet en bog – det var dælme en dejlig fest. Og der var Melodi Grand Prix om aftenen og spontane frostpizzaer fra Netto, med de sjoveste naboer og sejeste venner og familie og børn og lykkelighed.

For to år siden havde jeg fødselsdag på en fredag og besluttede mig for at invitere til fredagsbar. Men den blev jeg nødt til at aflyse, fordi både Hr. R. og jeg blev ramt af en spændstig influenza, som smadrede os begge i gulvet med feber og alt muligt, som vi ellers ikke plejer at bruge. Da en snestorm oven i købet fejede frejdigt indover min forårs-fødselsdag, kapitulerede jeg og gik kold på sofaen.

I år fylder jeg så rundt igen og har inviteret familien og planlagt noget spa og det har også været fint, men slet ikke på samme klinge som dengang jeg fyldte fyrre, hvor hele mit sidste år i trediverne nærmest gik med at forberede festlighederne.

Indenfor de sidste par uger er jeg heldigvis begyndt at glæde mig til de ting jeg har arrangeret & forbereder og planlægger og bager og gør ved, og tænker at det nok skal blive skægt. Hvis altså det bliver til noget. For jeg kan åbenbart ikke bare glæde mig, men skal også tænke på, at noget kan gå galt. Vi kan jo fx blive syge igen. Ikke på den der fatale måde, bare sådan forkølede, så det ikke giver mening at sidde i en udendørs pool og drikke alkoholiske drikke om aftenen.

Onsdag, torsdag og fredag blev tre coronatilfælde bekræftet i Danmark og lørdag morgen vågnede Hr. R. med snot på kinden og kriller i halsen. Jeg tør godt indrømme, at jeg er i den hysteriske fase pt., for jeg skal jo ikke bede om at blive smittet med whatever det så end er for en virus han har fået raget til sig. (Næppe corona, dog)

Vi har heldigvis et fint gæsteværelse som Hr. R straks rykkede ind i. Jeg kiggede skam til ham indimellem, stillede vand til ham, hentede piller og lavede mad til ham, mens han lå der med røde kinder og forsøgte at sove det væk.

wp-1583055524786.gif

Han er allerede oppegående igen, sejler i håndsprit og forsøger at forstå hvad god hosteetikette *egentlig* er. Men jeg gider ikke spise noget hans gaffel har rørt, min tandbørste har fået sit eget krus, og jeg skal da SLET ikke dele nogen appelsin med ham. Sengetøjet er skiftet, pudebetrækkene fra sofaen er blevet vasket og de danske myndigheder ringer bare, hvis de vil have tips og tricks til at spotte potentielle smittefarer ved sådan noget virus.

Og jeg kan ikke få ud af mit hoved, at jeg tog et stykke pizza fra Hr. R’s tallerken, da vi var ude med venner fredag aften og jeg er bange for, at vi kyssede hinanden farvel fredag morgen. Godt nok et af de der vi-har-været-gift-i-fucking-29-år-kys, men helt knastørt var det altså ikke. Som Hr. R. ganske rigtigt siger, så er jeg jo nok allerede smittet, hvis det er meningen at jeg skal smittes. Åh, ironisk. Nåhm, pyt med det der spa, hvis det er. Det er også alt for dyrt. (Dybt suk.)

Om en uge fylder jeg 50.

Så om en uge er jeg færdig med det her blog-projekt.

Det er vildt nok.

Om en uge er der gået et år.

Spørg din mutz

Det har været min mors fødselsdag siden sidst.

Og ligesom med julen, så var tiden op til selve fødselsdagen en vildere følelsesmæssig rollercoaster end selve dagen.

Jeg vågnede bare til en helt almindelig dag med helt almindelige hverdagstanker og dagen udviklede sig arbejdsmæssigt sådan, at jeg ikke fik tid til at gå på stranden for at sige tillykke. Vejret var ellers helt perfekt. Solen skinnede, himlen var blå og det var vindstille. Det bruger vi ellers ikke meget denne vinter, hverken sol, blå himmel eller vindstille.

Jeg delte til gengæld et billede og en opfordring på de sociale medier;

“I dag ville min mor være blevet 75 år. Hvis du stadig har din, så husk at få spurgt hende om alt det som kun hun ved.”

Vi reflekterer jo hver især ud fra egen erfaring – og egen mor. Men da jeg ryddede op på min mors telefon opdagede jeg, at hun på mange punkter har været en virkelig fin erstatning for Google for mig.

Og anerkendelsen skal man ikke kimse af. Vi var to om at være stolte af, at jeg endelig begyndte at interesse mig lidt mere seriøst for haven sidste år. Min mor har i årevis rystet på hovedet af mine halvhjertede forsøg og min boykot af grønne planter indendøre, har hun nærmest betragtet som en form for gen-fejl.

Jeg tror ikke at jeg har købt, sået, vandet eller flyttet på en eneste plante de sidste år, uden at tænke på min mor. Især ikke efter at de faktisk er begyndt at overleve i min varetægt.

Og det er helt fint med mig, hvis det bliver ved sådan. ❤

Vinter-spat

Nu har vi snart haft november i et halvt år. Frost og sne bruger vi ikke på disse kanter mere, så vinteren er en lang og ligegyldig fase i flere nuancer af brun – og grøn. For faktisk er det så mildt at krukkerne på terrassen er fulde af planternes svar på ranglede teenagere, og de allerfriskeste forårskække fugletyper har tilsyneladende droppet vinterorloven i år.

Men det er stadig mørkt på den der drænende måde, hvor dagen på en måde lidt slutter, når solen går ned om eftermiddagen. Efter at have været en form for vinterdeprimeret i flere år, har jeg været opmærksom på at gøre noget aktivt, for at komme mit eget triste vinterfjæs til livs. En lyslampe blev aldrig det store hit, men det gjorde udendørs træning i mørket. Det var den mest geniale lykkepille, at ligge på en stepbænk på bundfrossen perlegrus og fægte med vægte og kigge op i stjerneklar frosthimmel 2 gange om ugen (okay, nogen gange regnede det, men alligevel.) Og hver gang gik jeg derfra med det største smil og de ømmeste muskler. Desværre fik underviseren stress.

Denne vinter startede tarveligt.

Så jeg var på toppen, da jeg opdagede at jeg for et halvt år siden havde plottet en uges nytårsferie ind i min vinterkalender. En genial idé, hvis jeg skal sige det selv. En uge, hvor jeg sov til jeg vågnede, læste bøger, gik ture, lavede sund og god mad og fik styr på løse ender i og omkring mig. Og en uge som jeg giver æren for, at jeg ikke klappede sammen af mental udmattelse. December er en hård nyser, når man lige har mistet.

Men det er altsammen fortid. Lige nu kører mit liv i sådan en lillebitte cirkel af arbejde, aftensmad og aftener foran fjernsynet. Hver aften sidder jeg i sofaen og tænker, at jeg burde lave noget fornuftigt, men det sker bare ikke.

I sidste uge havde jeg en dag, hvor jeg var så vred fra morgenstunden, at jeg så idioter ALLE steder. Og jeg brokkede og talte grimt om andre, helt uden mit vanlige filter, hvilket betød at jeg var helt drænet da jeg kørte hjem fra arbejde. En kollega sagde, at jeg først behøvede gøre noget ved det, hvis jeg var sur i mange uger. Et par dage var altså okay. Men det vil jeg alligevel ikke byde hverken andre, eller mig selv. Og efter at have forsøgt at løbe det dårlige humør væk med en eftermiddags-tur, som gik i baglås fordi trætte ben og sidestik, var jeg så sur, at jeg ikke kunne holde mig ud.

Man bliver grim af at være sur. Hele ansigtet trækker nedad og det klæder ingen. Og der vil altid være mennesker omkring en, som ikke opfører sig sådan som man synes de skal og jeg lærer aldrig at løbe som en pro. Men derfor behøver jeg altså ikke at være sur.

Så jeg besluttede mig for at gå i stedet for at løbe. Og sådan noget interval med 1 minuts løb og 1 minuts gang, for det kan jeg finde ud af. Og nu putter jeg flere sjove ting i kalenderen og drikker god gin og planlægger ferier og fødselsdage og danser i mit køkken og glæder mig til den her “vinter” snart er slut. For jeg ved ikke helt hvor længe jeg kan holde den gode stil.

Konfliktsky? C’est moi!

Mine forældre havde ikke nogen god skilsmisse. Lad os bare sige det sådan.

De ville uden tvivl ønske at de havde gjort det bedre for os alle dengang & det er ikke for at smadre deres eftermæle, men det gør noget ved børn at stå midt i uløselige konflikter mellem mor & far & det gør noget at se den ene gå i stykker, uden at andre voksne griber ind.

Jeg kan stadig blive decideret dårligt tilpas, hvis stemningen ikke er i orden, eller nogen er utilfredse. Med mig, eller med en situation som jeg kunne tage ansvar for at gøre bedre. Det sidste gør, at jeg nogen gange kommer til at caste mig selv som idioten, der ikke kan finde ud af at sige fra & i stedet stikker stærke typer en speedmarker, vender ryggen til & klapper *i-di-ot* med den ene hånd, mens jeg holder min trøje med den anden, så den ikke krøller mens de skriver mig på ryggen.

Heldigvis tror jeg ikke at min omverden ser mig som specielt svag.

Når jeg ikke lige ruller den røde løber ud for de mest udnyttede typer, så er jeg nemlig ganske udemærket til at gribe det hele meget konstruktivt an. Jeg kan se sager fra nærmest alle vinkler, arbejde folk ind på hinanden og fixe dårlig stemning og løse ender – bare jeg ikke selv har noget i klemme.

Hvis jeg skulle have mig en 2020-plan, så kunne den godt handle om at gro noget mere respekt for mig selv. Både i forhold til hvad andre og hvad jeg selv byder mig. Nok især det sidste.